Haiti, dag 2

Vi fandt noget morgenmad og noget kaffe. Kørte til busholdepladsen og købte billetter. Køb af billet tog et stykke tid, da de skulle udfylde et hav af papirer. Vi kørte gennem Dominicana mod grænsebyen Jimani. Grænsen var en ynk: det dominikanske flag der hang ved grænseovergangen var slidt, bygningerne forfaldne men i det mindste gik det relativt hurtigt. Efter stempler i pas bevægede bussen sig ind i grænseområdet mellem Dominicana og Haiti. Der var et mylder af mennesker der slæbte på alle mulige varer, biler, motorcykler, lastbiler, børn der tiggede eller tilbød skopudsning, folk der tilbød at veksle penge, UN soldater, grænsepoliti osv. Det var rent kaos på en mudret vej der kun var bred nok til én bil. De var ikke gavmilde med skiltningen så vi måtte bruge et par forsøg før vi fandt det kontor hvor det haitianske grænsepoliti sad. Flere stempler og papirer… Til sidst fik bussen lov at køre ind i Haiti. Det var øjeblikkeligt klart at vi var i et helt andet land. Først og fremmest var der ingen træer. Haitianerne fælder træerne til brug for brændsel så man ser stort set ingen træer og slet ikke nogen store træer (i Dominicana er det forbudt at bruge træ som brændsel og gas er subsidieret af staten). Vi så ingen dyr. Naturen var nu ikke grim som sådan. I stedet for træer voksede en del højt græs, lyngagtige planter, buske osv., men det var stadig mærkeligt at naturen kunne ændre sig så brat. Langs vejen lå, med mellemrum, små klynger af huse. De lignede mest af alt noget jeg byggede som barn. Lavet af tilfældigt overskudsmateriale fra biler, reklameskilte, blik, plastik, træ, sten, murbrokker osv. Altid kun en etage højt. Omkring husene lå altid en masse skrald: plastic, dåser, flasker og mere plastic. De mennesker vi så, var tydeligt fattige, tynde, ikke smilende. Vi opdagede næsten ikke at vi ankom til Port-ou-Prince; bebyggelsen begyndte bare langsomt at blive tættere. Nogen af husene her var lavet af rigtigt beton(endda i flere etager), trafikken var tættere og der var mange flere mennesker. Bussen sneglede sig igennem gaderne indtil vi nåede første stop. Bussen kørte ind på en gårdsplads, porten blev lukket af en fyr med en stor gun. Folk steg af og vi kørte vide gennem PoP. Solen gik ned og det blev bælgravende mørkt udenfor. Store dele af Haiti, inklusive hovedstaden, har ikke elektricitet så vi kunne dårligt se husene udenfor. Kun bilernes lygter oplyste gaden. Langs vejen sad folk og solgte alt muligt halløj. Nogen af dem havde et lille stearinlys til at oplyse deres varer. Nogen steder havde de lidt åben ild eller glødende kul som gav lys. Enkelte steder var elektrisk lys(med strøm fra generatorer eller batterier). Det var simpelthen uvirkeligt at køre rundt i en by med flere millioner indbyggere uden at kunne se noget som helst. På den anden side af dalen kunne vi se en masse små lysprikker op af bjergsiden. Det var den rige del af PoP – de har elektricitet. Ved næste stop steg vi af bussen, Tim fik fat i en taxa og vi kørte til Hotel Belle Etoille. Receptionen var bevogtet af en fyr med en stor gun. De bruger ikke glas i vinduerne hernede og da det havde regnet i løbet af dagen var der en stor vandpyt uden for døren til vores værelse. God start… Døren til toilettet kunne kun låses udefra. Der var TV med tre kanaler: CNN, porno og noget der lignede et computerspil. Der var én meget stor seng og én rimelig lille seng. Jeg fatter ikke hvorfor men der var to spejle i værelset, begge ophængt i knæhøjde. Forhænget i badet var i stykker på en måde der gjorde det lige meget at trække forhænget for. Bruseren var et vandrør der stak ud af vægen med et håndtag til at åbne/lukke for vandet. ”It’s just for one night…”, sagde vi. Sammen med Tim gik vi på gaden og vekslede dollars til Haiti penge. Møntfoden hedder ”gourde” eller ”goud” alt efter om man taler fransk eller kreol. Da den stort set ikke er noget værd taler man om dollars. Der går 5 gourde på 1 dollar. Dvs., hvis man bliver bedt om at betale 10 dollars giver man 50 gourde. For at gøre forvirringen total er US dollars også en populær møntfod. Vi spiste på hotellets restaurant. Alle måltider i Haiti starter med ris/bønne blanding. De fattige spiser ikke andet. Jeg fik noget kød fra rygsøjlen af et lam sammen med min ris/bønne halløj. Der var ikke meget kød og det var besværligt at få kødet af. Der var ca. to mundfulde salat til. Salaten var overhældt med en stærk chili/peber sauce der gjorde den næsten uspiselig. Vi fik plastik bestik. Vi drak Prestige, Haitis øl. Efter maden spurgte vi Tim om området omkring hotellet var farligt og han svarede nej. Vi tog ham på ordet og mente at vi skulle gå en tur. Han grinede og vi gik lidt rund. Det var pisse mørkt, vejen var fyldt med huller og der lå skrald overalt. Man var konstant bange for at falde over noget eftersom man dårligt kunne se hvor man gik. Kun bilernes lys oplyste gaden. Vi drak et par øl og snakkede med nogen børn der rendte rundt i gaden. Vi var højst 10 minutters gang fra hotellet men da vi skulle hjem til hotellet mente Tim at det var bedre at tage en moto end at gå. Det var sikrere. Bortset fra larmen fra gaden sov vi fint den nat.