Haiti, dag 2

Vi fandt noget morgenmad og noget kaffe. Kørte til busholdepladsen og købte billetter. Køb af billet tog et stykke tid, da de skulle udfylde et hav af papirer. Vi kørte gennem Dominicana mod grænsebyen Jimani. Grænsen var en ynk: det dominikanske flag der hang ved grænseovergangen var slidt, bygningerne forfaldne men i det mindste gik det relativt hurtigt. Efter stempler i pas bevægede bussen sig ind i grænseområdet mellem Dominicana og Haiti. Der var et mylder af mennesker der slæbte på alle mulige varer, biler, motorcykler, lastbiler, børn der tiggede eller tilbød skopudsning, folk der tilbød at veksle penge, UN soldater, grænsepoliti osv. Det var rent kaos på en mudret vej der kun var bred nok til én bil. De var ikke gavmilde med skiltningen så vi måtte bruge et par forsøg før vi fandt det kontor hvor det haitianske grænsepoliti sad. Flere stempler og papirer… Til sidst fik bussen lov at køre ind i Haiti. Det var øjeblikkeligt klart at vi var i et helt andet land. Først og fremmest var der ingen træer. Haitianerne fælder træerne til brug for brændsel så man ser stort set ingen træer og slet ikke nogen store træer (i Dominicana er det forbudt at bruge træ som brændsel og gas er subsidieret af staten). Vi så ingen dyr. Naturen var nu ikke grim som sådan. I stedet for træer voksede en del højt græs, lyngagtige planter, buske osv., men det var stadig mærkeligt at naturen kunne ændre sig så brat. Langs vejen lå, med mellemrum, små klynger af huse. De lignede mest af alt noget jeg byggede som barn. Lavet af tilfældigt overskudsmateriale fra biler, reklameskilte, blik, plastik, træ, sten, murbrokker osv. Altid kun en etage højt. Omkring husene lå altid en masse skrald: plastic, dåser, flasker og mere plastic. De mennesker vi så, var tydeligt fattige, tynde, ikke smilende. Vi opdagede næsten ikke at vi ankom til Port-ou-Prince; bebyggelsen begyndte bare langsomt at blive tættere. Nogen af husene her var lavet af rigtigt beton(endda i flere etager), trafikken var tættere og der var mange flere mennesker. Bussen sneglede sig igennem gaderne indtil vi nåede første stop. Bussen kørte ind på en gårdsplads, porten blev lukket af en fyr med en stor gun. Folk steg af og vi kørte vide gennem PoP. Solen gik ned og det blev bælgravende mørkt udenfor. Store dele af Haiti, inklusive hovedstaden, har ikke elektricitet så vi kunne dårligt se husene udenfor. Kun bilernes lygter oplyste gaden. Langs vejen sad folk og solgte alt muligt halløj. Nogen af dem havde et lille stearinlys til at oplyse deres varer. Nogen steder havde de lidt åben ild eller glødende kul som gav lys. Enkelte steder var elektrisk lys(med strøm fra generatorer eller batterier). Det var simpelthen uvirkeligt at køre rundt i en by med flere millioner indbyggere uden at kunne se noget som helst. På den anden side af dalen kunne vi se en masse små lysprikker op af bjergsiden. Det var den rige del af PoP – de har elektricitet. Ved næste stop steg vi af bussen, Tim fik fat i en taxa og vi kørte til Hotel Belle Etoille. Receptionen var bevogtet af en fyr med en stor gun. De bruger ikke glas i vinduerne hernede og da det havde regnet i løbet af dagen var der en stor vandpyt uden for døren til vores værelse. God start… Døren til toilettet kunne kun låses udefra. Der var TV med tre kanaler: CNN, porno og noget der lignede et computerspil. Der var én meget stor seng og én rimelig lille seng. Jeg fatter ikke hvorfor men der var to spejle i værelset, begge ophængt i knæhøjde. Forhænget i badet var i stykker på en måde der gjorde det lige meget at trække forhænget for. Bruseren var et vandrør der stak ud af vægen med et håndtag til at åbne/lukke for vandet. ”It’s just for one night…”, sagde vi. Sammen med Tim gik vi på gaden og vekslede dollars til Haiti penge. Møntfoden hedder ”gourde” eller ”goud” alt efter om man taler fransk eller kreol. Da den stort set ikke er noget værd taler man om dollars. Der går 5 gourde på 1 dollar. Dvs., hvis man bliver bedt om at betale 10 dollars giver man 50 gourde. For at gøre forvirringen total er US dollars også en populær møntfod. Vi spiste på hotellets restaurant. Alle måltider i Haiti starter med ris/bønne blanding. De fattige spiser ikke andet. Jeg fik noget kød fra rygsøjlen af et lam sammen med min ris/bønne halløj. Der var ikke meget kød og det var besværligt at få kødet af. Der var ca. to mundfulde salat til. Salaten var overhældt med en stærk chili/peber sauce der gjorde den næsten uspiselig. Vi fik plastik bestik. Vi drak Prestige, Haitis øl. Efter maden spurgte vi Tim om området omkring hotellet var farligt og han svarede nej. Vi tog ham på ordet og mente at vi skulle gå en tur. Han grinede og vi gik lidt rund. Det var pisse mørkt, vejen var fyldt med huller og der lå skrald overalt. Man var konstant bange for at falde over noget eftersom man dårligt kunne se hvor man gik. Kun bilernes lys oplyste gaden. Vi drak et par øl og snakkede med nogen børn der rendte rundt i gaden. Vi var højst 10 minutters gang fra hotellet men da vi skulle hjem til hotellet mente Tim at det var bedre at tage en moto end at gå. Det var sikrere. Bortset fra larmen fra gaden sov vi fint den nat.

Haiti, dag 1

Vi tog af sted fra Sosua tidligt om morgenen med Caribe Tours til Santo Domingo(hovedstaden i Dominicana). Caribe Tours kører buser mellem alle de store byer i Dominicana. Det er fin kvalitet, mindst ligeså godt som hvad man kan forvente af en langtursbus i Europa. Af en eller anden uforklarlig grund skruer de max op for klimaanlægget hvilket betyder der er pisse koldt i bussen. Alt for koldt. Men vi har kørt med dem før så denne gang var jeg forberedt på kulden og havde taget en hættetrøje med. Men jeg havde stadig kun shorts på. Efter 4½ time i det rullende køleskab var vi ved at gå til af kulde. Pavel sad med sine hænder i armhulen. Der sad en pige med tæppe og en af de der fjollede huer de bruger i Andesbjergene. Min næse begyndte at løbe. Uden for bagede solen ned med over 30 grader og inde i bussen sad jeg og var ved at blive forkølet. Det var sq en ting jeg ikke havde regnet med at opleve her. Da vi ankom til Santo Domingo sad vi i solen et par minutter og fik varmen. Vi ringede til Tim og han hentede os i sin bil. Tim havde et par ting at hente, bringe og ordne så vi kørte lidt rundt omkring i Santo Domingo. Det var fint nok med os; så fik vi set lidt af byen. Blandt andet barrio Cristo Rey; det farligste kvarter i byen. For et par år siden turde politiet ikke at kommer herind. Nu gik politiet rundt i grupper på en 6-10 stykker, svært bevæbnet. Politiet er bundkorrupt så kriminaliteten er ikke væk men volden var i det mindste forsvundet, forklarede Tim. Tim fandt os et billigt hotel. Billigt. Døren til toilettet kunne ikke lukke helt, der var kun én knap at dreje i badet: mere vand/mindre vand. Vi var ligeglade: ”It’s just for one night…”(turens motto). Vi gik ud og fik noget at spise og kiggede lidt på byen. Vi var ikke voldsomt imponeret. Det var en storby som man kan finde dem mange steder i verden. Den gamle del af byen, Zona Colonial, var dog charmerende med sine gamle stenbygninger. Det var lidt regnvejr så efter et par øl gik vi hjem til hotellet. I gården bag ved vores værelse stod en eller anden larmende motor; en vandpumpe eller elgenerator formoder jeg. I løbet af natten startede og stoppede den med jævne mellemrum og kørte i 10 minutter. Jeg sov ikke særlig godt. I det mindste var vandtemperaturen i badet faktisk OK.

Haiti, dag 0

Jeg er næsten lige kommet hjem fra en tur rundt om i Haiti. Jeg befinder mig nu i Las Terrenas på Samaná halvøen i det nordøstlige Dominicana. Jeg kunne godt skrive lidt om stedet her men Haiti turen er lidt mere spændende. Det kommer i små stykker, efterhånden som jeg bliver færdig med at skrive. Here goes...
Vi rendte ind i Tim tilfældigt i Sosua og snakkede lidt om løst og fast. Han er fra USA men havde boet en del år i Haiti og talte både fransk og kreol. Vi fortalte at vi havde overvejet en tur til Haiti men vi brød os ikke om at rejse alene og de ture vi fik tilbudt i Sosua var alt for dyre, alt for korte(typisk 1dags ture), alt for turistede. Han tilbød at tage os på en tur til Haiti med rimelig lav betaling eftersom han alligevel skulle til Haiti i forbindelse med noget arbejde. Efter mange telefonsamtaler og emails lykkedes det os at blive enige om hvordan det skulle foregå. Et par ord om Haiti: Det er vist det andet mest fattige land i verden. Kriminaliteten er voldsom og korruptionen komplet. De historier man hører om Haiti er ofte at folk slipper af sted med de mest grusomme handlinger (mord, voldtægt, drab af hele landsbyer etc.) uden nogen som helst konsekvenser. Enten fordi politiet er korrupt eller ikke tør antaste de kriminelle. Det er også en vedholdende historie at de kriminelle i Port-ou-Prince(hovedstaden) kan finde på at kidnappe gadebørn og aftvinge de fattige forældre et par dollers. Det kan jo være svært at kidnappe en rig vesterlænding/rig haitianer… Haiti har desuden fældet stort set al deres skov og ødelagt store dele af deres natur med forurening og udbytning af ressourcer. Deres infrastruktur er på alle måder mangelfuld eller ikke eksisterende. På alle måder et ”spændende” land.

Rejsen

Hermed første melding om Pavel og min tur til Den Dominikanske Republik. Jeg kalder konsekvent landet for Dominicana, en kort form af det officielle navn "República Dominicana". Amerikanere kalder ofte landet for "DR". Anyways...

Rejsen til Dominicana gik perfekt. AirBerlin fløj til tiden og gav god service om bord.

Nationalsporten hernede er at scamme turister. Selv kloge mænd som Pavel og jeg kan blive snydt. Inden vi nåede ud af lufthavnen var vi scammet. Et ligegyldigt beløb men det gør ondt på stoltheden.

Hotel el Colibri i Sosua er fin standard. Vi har to senge, eget bad/toilet, TV med 100 kanaler, en lille terrasse med udsigt over svømmepølen, internet, rengøring hver dag, 24timer reception og meget service minded ansatte. Vi har desuden fået et par ting i vores værelse uden extra betaling: køleskab, kaffemaskine, kogeplade samt lidt køkkenudstyr.

Vi ankom til hotellet om aftenen og efter at have smidt vores ting på værelset gik vi strax ned mod byen. Hotellet ligger på hovedgaden i Sosua, dog lidt i udkanten. Det tager ca. 20min at gå til centrum. Det var ikke svært at finde vej. Hovedgaden er asfalteret mens næsten alle sidevejene er grusveje. Hovedgaden er præcis bred nok til at to biler kan passere hinanden men det forhindrer ikke biler og motorcykler i at køre rundt i frisk stil og dytte af hinanden. Der ligger et hav af diskoteker og barer, med en del(årets underdrivelse) prostituerede. Men der er også steder hvor de lokale hænger ud og hører merenque(deres musik med tilhørende dans). Og selvfølgelig steder hvor vesterlændinge holder til. Hovedgaden ligner et sted man skulle være påpasselig: sparsom gadebelysning, prostituerede, høj musik, biler og motorcykler i respektløs kørsel, mennesker over det hele, intet politi. Men vi har endnu ikke set noget der ligner optræk til slåskamp, ballade eller overfald. Faktisk er jeg rigeligt tryg her - nærmest mere tryg end når man går rundt i København en sen lørdag nat.

Den næste dag skulle vi selvfølgelig til stranden men det var svært. Stranden er højst en kilometer væk men det er utroligt svært at komme ned til stranden. Langs stranden ligger det ene "all-inklusive resort" efter det andet og de forhindrer adgang til den gode strand. På nogen resorts tillader de at turister kommer ind selvom de ikke bor på resort. Lidt uden for byen fandt vi et sted hvor vi kunne komme ned til stranden via en ubebygget grund, så det kan lade sig gøre det er bare lidt for svært. Der er også en offentlig strand men den er knap så god som de andre. Og der bliver man konstant tilbudt alverdens ting: øl, is cola, liggestol, musik, cigarer, tshirts, tingtangel, chokokokuskage, fisketure, etc. Hvis man starter med at sige nej holder de sig til sidst væk - men man skal sq være lidt standhaftig. Uden for byen bliver stranden til klipper så skarpe som knive. Det er umuligt at gå på de klipper uden fodtøj og selv med er det meget ubehageligt. I den næste by, 15km væk, ligger stranden Cabarete. Som turist er det ikke noget problem at komme ned til den - og den er fantastisk. Jeg tager nogen billeder næste gang jeg er der.

Folkene hernede er flinke og imødekommende men det er svært at stole på dem pga. de mange scammere. Det er til gengæld nemt at komme i kontakt med vesterlændinge som der faktisk er en del af. Både på vores hotel og generelt. Alle vesterlændinge er enige om at de eneste man kan stole på er andre vesterlændinge.

Transport hernede er fantastisk! Korte afstande inden for byen tager man "moto"(motorcykel). Der er motorcykler overalt hernede. Jeg tror alle drengebørn får en motorcykel i konfirmationsgave. Man prajer dem ved at vifte med armen og turister bliver spurgt 10 gange i minuttet om man har brug for en moto og på hvert gadehjørne holder et par motos og venter. Prisen forhandles for hver tur. En tur på 5min koster ca. 30pesos(9 kroner). Mellem byerne bruger man gua-gua(minibus). Man går op til hovedgaden og venter højst 1min. Så kommer der en. Hvis man vifter med armen stopper de. Man forhandler pris og man siger selv stop hvor man vil af. En tur på 15km koster ca. 30pesos(5 kroner). Som med alting hernede skal man kende prisen og forhandle på forhånd ellers bliver man faktureret 1000%(scammet). Prisen varierer med udbud/efterspørgsel; midt om natten er alting noget dyrere og midt på dagen kan man presse prisen længere ned. I Santiago kører der almindelige biler rundt i byen ligesom gua-gua. Prisen er 15pesos for en tur uanset hvor man skal hen. Til gengæld er der snildt 6 passegerer i en almindelig personbil og man kan ikke regne med at blive sat af præcis hvor man vil eller at han kører direkte derhen hvor man skal. Man bliver sat af et sted i nærheden og på vejen bliver andre passagerer taget op og sat af.

Anyways. Indtil videre har vi bare nydt landet, stemningen, musiken, solen og stranden. Vi har fundet ud af hvordan ting fungerer hernede og snakket med folk og set os lidt omkring. Jeg oploader nogle billeder til facebook en af dagene.