Jul i Xela

Vi ankom til Xela den 23. december. Vi checkede ind på Hospedaje Argentina hvilket koster ca 25kroner per døgn per mand på privat værelse. Via email fik vi adressen hvor tyskerne(Anne og Aurelia) skulle holde jul. Vi tog forbi med et par blomster og hilste på. Familien havde plads til flere gæster så vi aftalte at komme igen dagen efter. Vi troppede op med vores ting den 24. december og fandt ud af at der er tre børn i familien. Vi lokkede en ønskeliste ud af mor og gik på juleræs i Xela. Vi havde i øvrigt ingen idé om hvornår der skulle ske noget og hvad der skulle ske. Efter at have købt gaver tog vi tilbage igen. Vi tog til kirken klokken 10 om aftenen men kirken havde afholdt sidste forestilling så hele familien, David, Anne, Aurelia og jeg sprang i et par taxi til en anden kirke i byen. Her fik vi hele juleshowet på katolsk/spansk manér i en ret stor og flot kirke. Lidt over midnat var vi tilbage i huset. Forretten var sandwich med ost, skinke, ost, løg og krydderier samt varm frugtjuice. Desuden fik vi et glas Bacardi Ron Oro, straigth up. Hovedretten var et foldet blad hvori der var noget sød rishalløj med kylling dyppet i chokolade. Det smagte svært godt. Under middagen gik børnene på eget initiativ i gang med at pakke gaver op. De dumme gringos(A+A samt David og jeg) havde lagt gaver til hinanden under træet i god europæisk stil. Det er åbenbart ikke normalt at voxne giver hinanden gaver her for børnene antog at alle gaver under træet var til dem og pakkede dem ud. Men alle blev glade for deres gaver. Vi gik i seng omkring klokken tre. Det var en af de mærkeliste jul jeg nogensinde har holdt men det var vildt skægt! Vi bliver en uges tid i Xela og så må vi se hvor vi tager hen.

Guatemala

For at slippe ud af Dominicana måtte jeg slippe ca. 150 kroner til en korrupt grænseburekrat. Sådan er det i bananrepublikker. Men turen til Guatemala City gik uden probs. Copa Airlines gav en gratis drink om bord uden at fedte med de gode sager. Selv på monkeyclass. Mit hostel, Guatafriends, hentede mig i lufthavnen. Fedt hostel med worldclass morgenmad. Eftersom min telefon var stjålet og internettet var gået i stykker på mit hostel var det lidt svært at finde David D. Vi havde ikke lige planlagt tingene så godt… Men det lykkedes og vi skyndte os ud af Guatemala City. Til Antigua. En gammel, billedskøn by med 100 gamle ruiner og ligeså mange gamle kirker. Hele byen har brosten så den tunge trafik kører langsomt. Bjerge hele vejen rundt. Fyldt med backpackere fra hele den vestlige verden. Af samme grund er det hele ret turistet. Med bil tager det lidt over en time at køre til Pacay, en vulkan hvor man komme op og se lavaen løbe langsomt ud af bjerget. Hård tur men det var det hele værd. Maden overalt hernede smager alt for godt og koster alt for lidt. Man kan få en ordentlig røvfuld nachos med guacamole og alting for under 20 kroner. Smager genialt. Det ville kost 130 på en fancy café inde på Nørrebro uden at være ligeså godt. Efter et par dage to vi videre til Panachatel med en nordmand. Byen ligger ved Lago de Atitlan. Om aftenen kan man gå en tur langs vandet og se de andre byer omkring søen som små lysprikker. I bjergene (eksempelvis Antigua men især Lago de Atitlan) er vejret lidt spøjst: Om aftenen/natten/morgenen er det pænt koldt. Mellem klokken 9 og 10 stiger temperaturen drastisk. Mellem klokken 17 og 18 bliver det koldt igen. Jeg fik sq brug for min vinterjakke da vi sad nede på badebroen og drak med nordmanden og et par lokale. Solen er så stærk at man sagtens kan blive solbrændt. Efter to dage sejlede vi over søen til San Pedro. På hospedaje Zoola kan man få en ”Bang Lassie”. ”Lassie” er en drink med noget yoghurt, frugt og is men heromkring serveres den ofte med rom også. Anyways: ”Bang Lassie” indeholder noget ”extra” som man ikke bliver særlig ”bang” af. Snarere træt, afslappet og fjollet agtig. Har jeg hørt. San Pedro er desuden stedet at tage hen hvis man taler hebraisk. Byen er fyldt med jøder/israelere. Aner ikke hvorfor og det gør de heller ikke selv. Men de er ret sjove og vi holdt Hanukah(hvilket i år faldt på den 22. december) sammen med nogen af dem med sang og lys og alting. Efter et par dage tog vi videre til Quetzaltenango bedre kendt under det lokale navn Xela for at holde jul med et par tyskere.

Billeder

Der er åbenbart stadig nogen mennesker der ikke kan finde ud af facebook. Og de har ikke set mine billeder. Så her er de:
Cape Haitien, Haiti:
Gonaives, Haiti:
Port-au-Prince, Haiti:
Dominikanske Republik:
Antigua, Guatemala:
Pacay, Guatemala:
Så skulle den hund være barberet.

Dominicana, slut

Tror lige jeg vil skrive en afslutning på Den Dominikanske Republik. Der er kun tre ting der rigtigt irriterer mig ved Dominicana.
1) Trafikken
Først var det rart at komme væk fra DK med alle de stramme regler og komme til et land hvor alting var lidt mere kaotisk. Men efterhånden begyndte det at gå mig på. De tager alt for mange unødvendig chancer, kører alt for hurtigt ligeså snart vejforholdene tillader det og alt for tæt. Vejene er de fleste steder elendig. Man bliver lidt skræmt en gang imellem og det er sq for latterligt at hver gang man skal et sted hen, bliver man udsat for livsfarlig trafik. Hele idéen med at rejse er jo at komme rundt og se ting. Vi var involveret i et trafikuheld i de seks uger vi var der. Der skete ikke noget med mig og de andre i bussen men dem den anden bil – det vil jeg ikke vide. Man ender med at forbande dem alle sammen langt væk når man bevæger sig rundt.
2) Gadesælgere med aggressive salgsteknikker
De er overalt hvor turister kommer; på stranden, på gaden, på hvert gadehjørne, dag og nat. De tager ikke et nej for et nej. De går helt tæt på og kan finde på at stille sig i vejen for at få opmærksomhed. De forfølger gerne offeret ind på en restaurant. De sælger tilsyneladende alle sammen alting. Hvis man kommer forbi en fyr der sidder og sælger malerier lyder det sådan her:
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: Nice paintings only 400pesos, two for 600.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: (rejser sig, stiller sig i vejen og stikker et maleri ind foran mit hoved): Very nice, this one only 300.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: Who not?
Mig: No, gracias; I have no room for it in my backpack.
Ham: Cigars? My brother have a very good shop.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt og lidt træt)
Ham: Real Dominican rum? I have in my house, made right here in the city.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt og dog let irriteret)
Ham: Hash?
Mig: No. (med overbærende smil)
Ham: Coke?
Mig: No. (med foraget ansigtsudtryk)
Ham: Hotel? I know very good place, very close, and good price.
Mig: No. (irriteret)
Ham: Chicas? I know the best place, 100 girls.
Mig: No (let aggressivt toneleje)
Ham: Cigeretes? Cheap!
Mig: No, fuck off. (aggressivt toneleje)
Ham: (Går irriteret væk) OK, buenos dias.
De er en royal pain in the ass og man vænner sig desværre til at være lidt uhøflig.
3) Prostituerede med aggressive salgsteknikker
De prostituerede har gået på samme marketingkursus som gadesælgerne. De kan finde på at forfølge en turist 20-30 meter ned ad gaden mens de opremser ydelser og priser. Eller, de griber fysisk fat. De har ingen respekt for intimsfære. De bliver af og til sure når man insisterende siger nej. På diskoteker/barer giver de sig sjældent til kende som prostituerede (dog ikke det store problem at gennemskue dem). Ligesom gadesælgerne er de overalt så man til sidst bliver uhøflig over for piger af ren vane. Prostitution er tilsyneladende en naturlig del af kulturen her så jeg skal ikke fordømme de lokales måde at gøre ting; bare konstatere at det er så massivt at de færreste vesterlændinge vil være rigtigt komfortable.

Bortset fra de tre små pletter har Dominicana masser af dejlig, uberørt strand. Masser af flot natur med bjerge, vandfald osv. Et af de steder man bør besøge (jeg fatter ikke at det ikke er i guiden(Lonely Planet)) er ”Los 27 cascadas”, lidt uden for Santiago. 27 vandfald. Man får udleveret hjelm og redningsvest og så begynder man, sammen med guiden, at svømme op mod strømmen. Derefter forcerer man vandfaldene ved at kravle, klatre, svømme. Nogen steder hænger der lige et reb man kan tage til hjælp, andre steder var der ophængt træstillads på klippevæggen. På toppen vender man om og tager ruten den anden vej. Nogen steder havde vandet formeret naturlige ”rutsjebaner” som man kunne tage sig en tur i. Andre steder skulle man lige hoppe over klippekanten ned i vandet et par meter længere nede. Hop forkert og du rammer klippevægen. Det var en overdrevet hård tur på lidt under en time. Det lidt ærgerligt at de tre ovenstående punkter fylder så meget for jeg kunne egentlig godt lide landet. Når man har undveget de tre ovenstående punkter er der masser af flinke mennesker der kan lide at snakke med turister. De har fed musik og dans (Merenque og Bachatta). Afslappet manaña stil. Optimistiske og glade lokale. Masser af vesterlændinge både i form at permanent bosatte og turister; dog ingen backpacker typer ud over Pavel og mig.

Haiti, dag 6

Planen var at besøge Le Citadel Frerrieret, et borgkomplex der ligger oppe i bjerget ved byen. Men regn havde gjort vejen ufarbar selvom vi kørte i den gamle dames 4hjuls trukne bil. Desuden lå der et tykt skydække som ville have gjort det svært at se noget. Men ved foden af bjerget ligger Sans Souci Palace; en gammel ruin så den kørte vi ud til. Vejen derud var en af de værste veje jeg har set. Det så ud som om vejen var et offer for et artilleri angreb. Huller over det hele, kæmpestore dybe huller så billen zigzaggede ned ad vejen med en frygtelig lav hastighed. Men vi kom frem og det var turen værd. Ruinen lå ret uberørt med bjerge som flot baggrund. Rundt omkring, lidt på afstand, lå små huse og man kunne høre lyden af mennesker uden rigtigt at kunne se dem. Det var lidt ligesom når Anders And, Onkel Joakim og ungerne finder en glemt ruin ude midt i urskoven hvor de lokale ikke er klar over hvilken smuk skat de sidder på. Meget uturistet, meget smukt. Vi kørte tilbage til byen og besluttede os for at tage hjem til Dominicana. Egentlig ville vi gerne have ventet en dag mere og se Citadellet men der var ingen grund til at tro at vejen ville være farbar næste dag. Desuden var vi ved at være trætte af Haiti. Trætte af ikke at kunne gå ud om aftenen fordi udenfor enten er farligt eller mudder. Det var stress konstant at skulle overveje sin sikkerhedssituation. Træt af moskitoer. Træt af landet der ikke har nogen skraldespande så man forbander sig selv hele tiden over at smide skrald på jorden. Træt af at spilde tid på at vente. Så vi fandt en bus mod Dajabon. I grænseområdet ligger ”markedet i Dajabon” hvor der handles varer mellem de to lande. Alle turistguiderne siger at man skal se det men jeg kunne ikke se noget specielt. De handler med alt muligt grej som vesterlændinge ikke gider købe. Vi kom igennem tolden uden besvær og fandt en bus mod Santiago. Pga. haitianere der krydser grænsen illegalt blev bussen stoppet en 10-15 gange inden Santiago. Hver gang kontrollerede de Haitianernes pas. Os hvide interesserede dem ikke. I Santiago skiltes vi fra Tim der skulle mod syd til Santo Domingo mens vi skulle mod nord til Sosua. Vores bagage var indlogeret hos Frank, en amerikaner på vores hotel. Det var ikke svært at finde ham; vi gik bare en tur op ad hovedgaden og stak snuden ind på de barer vi plejede at besøge. Vi tog bad og skiftede tøj i Franks værelse. Vi havde egentlig tænkt os at sove på Franks hotelværelse men hotellet sagde at der skulle betales extra når der sov mere end to mennesker på det værelse. Vores plan var at tage af sted tidligt næste morgen med en bus klokken 6. Vi gad derfor ikke betale og sagde at vi ville feste natten igennem i byen og derefter hente vores ting i Franks rum. Det accepterede de; så længe vi ikke sov der. Frank var hærget af tømmermænd så han gik tidligt hjem mens Pavel og jeg fortsatte. Vi havde en sjov aften på Coyote bar, den mindste bar i Sosua. Det meste af natten var det kun Pavel og jeg der var der samt to bartenderinder. Egentlig skulle de lukke klokken 2 om natten men vi fortsatte indtil lidt i 3. Da kom en politibil kørende med blink på og bagefter en kassevogn med påskriften ”SWAT”. De to biller stoppede uden for baren og en fyr hoppede ud af bagenden af SWAT vognen. Han var iført skudsikker vest og en M16 assault riffel. Hen pegede på baren og råbte ”FINITO!”. Pigerne havde en naturlig respekt for mænd med våben så de lukkede ned og tog deres scooter hjem. Pavel og jeg gik videre ned mod byen. Vi havde to timer at slå ihjel og det burde ikke være et problem; det var altid et diskotek der holdt længe åbent. Men da vi nåede længere ned så vi at alle barerne og diskotekerne enten var lukket eller i gang med at lukke. SWAT vognen havde nok også været forbi her. Vi fattede ikke rigtigt hvad politiet havde gang i men det skulle snart blive klart. Det begyndte at regne. Store tunge regndråber væltede ned som jeg aldrig har oplevet det før. Vi gik i tørvejr på en bar ligesom alle de andre mennesker i byen. Der stod vi så og gloede på regnen i en bar uden lys, musik eller udskænkning. Det blev ved at regne og alle stod bare og snakkede og ventede på at det blev tørvejr så man kunne gå hjem. Vi var ca. 100 meter fra stranden; faldet ned til stranden var mindst 10 meter. Alligevel løb vandet OP ad gaden. Ikke ned mod stranden. Det så fuldstændigt uvirkeligt ud. Vandstanden steg ganske langsomt. Omkring klokken 4 gik vandet så højt at det dækkede udstødningsrøret på de parkerede motorcykler. Politi og SWAT gik rund ude på gaden uden at det var helt klart hvad de havde tænkt sig. Det skabte lidt trykket stemning blandt de lokale. Hvilket fik mig og Pavel til at overveje vores situation. Vi havde ingen ID på os og principielt ikke noget hotelværelse; hvad skulle vi sige til politiet hvis de begyndte på et eller andet halløj? Men de lokale grinede ad os: ”SOM OM gringos får problemer med politiet”. Rart at vide at man tilhører adelen med dertil hørende Særlige Rettigheder og privilegier... Lidt over 5 besluttede vi at trodse regnen og gå tilbage til hotellet. Vi blev 100% gennemblødt på 30 sekunder. Vandet gik nogen steder til knæet mens regnen stadig piskede ned; butikkerne stod under vand, folk stod i tørvejr hist og pist og grinede ad os; vi grinede igen. Da vi nåede hotellet virkede dørtelefonen ikke så vi kunne ikke få fat i receptionisten. Vi kravlede over hegnet og bankede på hos Frank. Vi besluttede os for at det ikke værd at tage af sted nu. Den bus vi ønskede at køre med var nok ikke i stand til at køre i det vejr. Vi sov på Franks værelse et par timer. Klokken 9 var vejret fint igen og vi fandt en alternativ rute til vores hostel i Las Terrenas. Sagde farvel til Frank og lade Sosua bag os.

Haiti, dag 5

Vi kom op, spiste lidt, moto tilbage til byen; fandt en bus. Det sædvanlige vent, vent, vent. Afsted. Det var en lidt mindre bus denne gang. Vi betalte lidt extra så Pavel og jeg kunne side foran. Vi kørte op igennem bjergene mod Cap Haitien. Endelig var der noget pænt at se på. Bjergene var stor flot uberørt natur med masser af træer(det havde vi ikke set et par dage) bevoksning. Marker, husdyr og folk der ikke håbløst fattige ud. I det mindste er det ikke hele landet der er fucked. Chaufføren kørte som død og helvede gennem bjergene uanset vejens forhold. Cap Haitien var lidt samme stil som PoP men heldigvis knap så ekstremt. Byen har en del meget gamle huse lavet af træ hvilket har sin charme. Vi boede i en af disse huse hos en af Tims venners mor. En gammel lidt speciel dame men ganske morsom. Talte fransk og en smule spansk; brugte konsekvent De-form(Vous/Usted) når hun tiltalte os. Tim fortalte os hvilke dele af byen der måtte betegnes som usikre så Pavel og jeg kunne gå lidt rundt på egen hånd. Vi fik noget at spise på en fast-food restaurant; det tog nok kun en halv time før vi fik maden. Efter det blev mørkt opholdt vi os i huset. Strømmen gik og kom ikke tilbage mens vi var der hvilket gjorde alting besværligt. Vi havde ikke nogen beskyttelse mod moskitoer så de fik sig et festmåltid på min arm og ansigt.

Haiti, dag 4

Vi pakkede vores ting og tog til FedEx kontoret. De mente at ikke at vandprøverne var pakket forsvarligt. Hvis nu der gik hul på køleboksen ville vandet jo løbe ud over de andre pakker. Så vi måtte bruge noget tid på at ompakke i forhold til deres forskrifter. Da det var overstået tog vi til busholdepladsen og fandt en bus der kørte nordpå. Bussen kører når den er fuld, så vi ventede i et par timer. Imens var der masser af sælgere inde i og udenfor bussen så vi fik noget at spise; ris/bønne/kylling skyllet ned med Torro(den lokale RedBull klon). Bussen kørte og efter et kvarters tid rejse en dame sig op. På fransk fortalte hun en historie og hun var tydeligvis dygtig. De andre passagerer lyttede opmærksomt og når hun stillede spørgsmål ud i rummet råbte de i munden på hinanden. Det viste sig at hun havde svaret på alle deres problemer: kiks, velsignet af en meget vigtig præst. Kan kurerer hvad som helst: fra impotens til ondt i knæet. Det var som at se TV-shop live og der var ikke mangel på overtroiske idioter om bord på bussen. De købte med arme og ben. Eftersom bussen var stopfuld, sendte hun blot kiks ned igennem bussen og folk sendte penge den anden vej. Jeg er måske lidt mistænkeligt anlagt men det lignede præcis de kiks man kan købe overalt på gaden i PoP. De købte ofte en håndfuld kiks, spiste én selv og gemte resten; jeg antager at familien også skal have del i dagens bedste indkøb. Men hun havde mere. Creme der også kunne ordne alle problemer. Det var solcreme. En plastflaske med låg. Samt et par andre mærkværdige ting. Så snart hun havde solgt hele lageret stod hun smilende af bussen. I løbet af tidlig aften nåede vi frem til Gonaïves. En måneds tid før vi ankom, var byen ramt af en oversvømmelse/mudderskred. Der var derfor mudder overalt. Enkelte steder kunne vi se asfalt nede under mudderet men for det meste var byen en stor mudderpøl med de sædvanlige faldefærdige huse. Vi kørte med moto til vores ”international hotel”; pga. mudderet en noget usikker tur. Hotellet bestod af små et-værelses huse spredt med et par meters mellemrum. Alle sammen på en høj betonfod (forberedt på oversvømmelse). Hvert hus havde sit eget bad/toilet. Der var ikke lys på bad/toilet; det var ikke i stykker – der var bare ikke indlagt lys. Kun koldt vand. Intet badeforhæng. Toilet virkede ikke. Betongulv/betonvægge over det hele. Man fik udleveret et lille stearinlys og en pakke tændstikker; i tilfælde af strømsvigt. Der var moskitoer så vi bad om at få rummet sprøjtet med insektgift. Vi gik over i Tim’s hytte imens eftersom den insektspray de brugte var ret krads(i øvrigt ikke beregnet på indendørs brug). Da vi kom tilbage lå der 100 døde moskitoer på sengen. I værelset var der et specielt device: en blæser der blæser med variabel hastighed – det forvirrer moskitoerne. Et kvarter efter vi var gået i seng forsvandt strømmen og dermed også det smarte device. Strømmen kom ikke igen. Jeg ved ikke om det var den stærke insektgift de havde brugt men jeg fik det enorm dårligt i løbet af natten og kunne ikke være inden døre. Så jeg gik ud på den lille platform uden foran vores dør og trak frisk luft. Der stod jeg så i et kvarters tid indtil jeg fik det bedre. Så gik jeg ind igen. Det gentog sig et par gange indtil jeg faldt i søvn. Jeg havde masser af tid til at tænke over tingene. Der var i øvrigt kun én seng på værelset. En dobbeltseng ganske vist men Pavel fik heller ikke særligt meget søvn den nat.

Haiti, dag 3

Dagens plan var ret simpel. Tim havde en køletaske med to poser der hver indeholdt nogen flasker. Han skulle tage to vandprøver i et område lige uden for Cité Soleil (et ubebygget område mellem Cité Soleil og Cité Simone). Vi skulle bare køre derned, tage prøverne og sende dem med FedEx til USA. Cité Soleil er det værste slumområde i PoP og kaldes ofte ”det farligste sted på den nordlige halvkugle”. Den ligger i bunden af dalen mens resten PoP ligger op ad bjergsiderne. Når det regner vaskes byens skrald ned gennem gaderne, ned mod Cité Soleil. De bor praktisk talt i en åben kloak. Området er kendt for ekstrem bandekrig, vold, fattigdom, etc. Politi og UN tør ikke køre derind. Vi kørte ned gennem byen. Nu fik vi set PoP i dagslys og det var værre end vi havde troet. Der var skrald overalt. Plastik, plastik, plastik i alle farver og faconer lå i rendesten gennem hele byen. Vi så gader der bogstavelig talt var spæret for gennemkørsel pga. flere meter høje skraldebjerge der fyldte gaden fra den ene ende til den anden. Trafikken var selvfølgelig kaotisk Vi så en del UN biler køre rundt. Ofte bare en hvid jeep med en fyr iført blå kasket men også pansrede køretøjer med soldater iført fuld kampgrej og store våben. UN soldaterne stod også hist og pist bag deres fæstninger lavet af sandsække. Vi kørte ud af den grusvej der ligger langs med muren ind mod Cité Soleil og fandt det sted hvor Tim skulle tage vandprøve. Et lille vandløb med vand der stank af tis og lort. Jeg havde i hvert fald ikke brug for vandprøver for at vide at det var dødsensfarligt at drikke det vand. Vi fyldte flaskerne og udfyldte blanketterne på flaskerne. NU fortalte den lokale ”samarbejdspartner” at i dag godt nok var mandag men det var en eller anden helligdag så FedEx kontoret ville være lukket. Tim ville vist gerne have haft den melding lidt før… Der var ikke så meget at gøre, andet end at køre hen og hente vandprøve to og så finde på noget. Det gjorde vi så; på vejen kom vi forbi hovedindgangen til Cité Soleil, bevogtet af en stor UN kampvogn. Vandprøve to blev taget ved en pumpestation/vanddistributionscenter. Store lastbiler med en stor vandtank bag på kørte ind under nogen haner, blev fyldt op og distribuerede derefter vandet til de dele af byen der ikke har indlagt vand. Vi fik vores vand mens de lokale gloede. Tim fik pakket vandprøverne i en køleboks med is. Vi var nød til at vente til næste dag før vi kunne sende prøverne, hvilket betød endnu en dag i PoP. Vi kørte til et andet hotel hvor Tim kendte ejeren. Vi kunne bo der, noget billigere end Belle Etoille. Hotellets standard var dog også billig men hvad fanden:” It’s just for one night”. Vi tog en tur med tap-tap(det hedder en offentlig bus i Haiti). Efter sigende hedder det sådan fordi man slår et par gange med en mønt når man vil af. Bussen kører når den er fuld. De forstår at fylde en bus op så de sidst ankomne hænger bag på bussen. Dvs. vi måtte side og vente i ca. 20 minutter. De lokale medbringer en utrolige mængder varer som de laster op på bussens tag eller sidder med i bussen hvilket gør turen lidt klemt til gengæld er det billigt. Vi kørte op til en af bjergtoppene omkring byen. Heroppe var temperaturen meget behagelig sammenlignet med den kvælende varme og forurening nede i byen. Der var plads, grønne træer osv. Når man kiggede ned kunne man bogstavelig talt se solen bage ned på byen. Vi kørte ned igen og gik lidt rund i byen indtil det blev mørkt. Om aftenen sad vi på gaden sammen med de lokale og drak øl og hørte radio. Vildt stenet at side på en gade der er helt mørk og drikke øl med folk man egentlig ikke kunne se og heller ikke kunne tale med. På trods af hotellets forsøg på at gøre det umuligt at sove, fik vi faktisk OK søvn den nat.