Dominicana, slut

Tror lige jeg vil skrive en afslutning på Den Dominikanske Republik. Der er kun tre ting der rigtigt irriterer mig ved Dominicana.
1) Trafikken
Først var det rart at komme væk fra DK med alle de stramme regler og komme til et land hvor alting var lidt mere kaotisk. Men efterhånden begyndte det at gå mig på. De tager alt for mange unødvendig chancer, kører alt for hurtigt ligeså snart vejforholdene tillader det og alt for tæt. Vejene er de fleste steder elendig. Man bliver lidt skræmt en gang imellem og det er sq for latterligt at hver gang man skal et sted hen, bliver man udsat for livsfarlig trafik. Hele idéen med at rejse er jo at komme rundt og se ting. Vi var involveret i et trafikuheld i de seks uger vi var der. Der skete ikke noget med mig og de andre i bussen men dem den anden bil – det vil jeg ikke vide. Man ender med at forbande dem alle sammen langt væk når man bevæger sig rundt.
2) Gadesælgere med aggressive salgsteknikker
De er overalt hvor turister kommer; på stranden, på gaden, på hvert gadehjørne, dag og nat. De tager ikke et nej for et nej. De går helt tæt på og kan finde på at stille sig i vejen for at få opmærksomhed. De forfølger gerne offeret ind på en restaurant. De sælger tilsyneladende alle sammen alting. Hvis man kommer forbi en fyr der sidder og sælger malerier lyder det sådan her:
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: Nice paintings only 400pesos, two for 600.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: (rejser sig, stiller sig i vejen og stikker et maleri ind foran mit hoved): Very nice, this one only 300.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt)
Ham: Who not?
Mig: No, gracias; I have no room for it in my backpack.
Ham: Cigars? My brother have a very good shop.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt og lidt træt)
Ham: Real Dominican rum? I have in my house, made right here in the city.
Mig: No, gracias. (venligt men bestemt og dog let irriteret)
Ham: Hash?
Mig: No. (med overbærende smil)
Ham: Coke?
Mig: No. (med foraget ansigtsudtryk)
Ham: Hotel? I know very good place, very close, and good price.
Mig: No. (irriteret)
Ham: Chicas? I know the best place, 100 girls.
Mig: No (let aggressivt toneleje)
Ham: Cigeretes? Cheap!
Mig: No, fuck off. (aggressivt toneleje)
Ham: (Går irriteret væk) OK, buenos dias.
De er en royal pain in the ass og man vænner sig desværre til at være lidt uhøflig.
3) Prostituerede med aggressive salgsteknikker
De prostituerede har gået på samme marketingkursus som gadesælgerne. De kan finde på at forfølge en turist 20-30 meter ned ad gaden mens de opremser ydelser og priser. Eller, de griber fysisk fat. De har ingen respekt for intimsfære. De bliver af og til sure når man insisterende siger nej. På diskoteker/barer giver de sig sjældent til kende som prostituerede (dog ikke det store problem at gennemskue dem). Ligesom gadesælgerne er de overalt så man til sidst bliver uhøflig over for piger af ren vane. Prostitution er tilsyneladende en naturlig del af kulturen her så jeg skal ikke fordømme de lokales måde at gøre ting; bare konstatere at det er så massivt at de færreste vesterlændinge vil være rigtigt komfortable.

Bortset fra de tre små pletter har Dominicana masser af dejlig, uberørt strand. Masser af flot natur med bjerge, vandfald osv. Et af de steder man bør besøge (jeg fatter ikke at det ikke er i guiden(Lonely Planet)) er ”Los 27 cascadas”, lidt uden for Santiago. 27 vandfald. Man får udleveret hjelm og redningsvest og så begynder man, sammen med guiden, at svømme op mod strømmen. Derefter forcerer man vandfaldene ved at kravle, klatre, svømme. Nogen steder hænger der lige et reb man kan tage til hjælp, andre steder var der ophængt træstillads på klippevæggen. På toppen vender man om og tager ruten den anden vej. Nogen steder havde vandet formeret naturlige ”rutsjebaner” som man kunne tage sig en tur i. Andre steder skulle man lige hoppe over klippekanten ned i vandet et par meter længere nede. Hop forkert og du rammer klippevægen. Det var en overdrevet hård tur på lidt under en time. Det lidt ærgerligt at de tre ovenstående punkter fylder så meget for jeg kunne egentlig godt lide landet. Når man har undveget de tre ovenstående punkter er der masser af flinke mennesker der kan lide at snakke med turister. De har fed musik og dans (Merenque og Bachatta). Afslappet manaña stil. Optimistiske og glade lokale. Masser af vesterlændinge både i form at permanent bosatte og turister; dog ingen backpacker typer ud over Pavel og mig.