søndag den 7. december 2008

Haiti, dag 4

Vi pakkede vores ting og tog til FedEx kontoret. De mente at ikke at vandprøverne var pakket forsvarligt. Hvis nu der gik hul på køleboksen ville vandet jo løbe ud over de andre pakker. Så vi måtte bruge noget tid på at ompakke i forhold til deres forskrifter. Da det var overstået tog vi til busholdepladsen og fandt en bus der kørte nordpå. Bussen kører når den er fuld, så vi ventede i et par timer. Imens var der masser af sælgere inde i og udenfor bussen så vi fik noget at spise; ris/bønne/kylling skyllet ned med Torro(den lokale RedBull klon). Bussen kørte og efter et kvarters tid rejse en dame sig op. På fransk fortalte hun en historie og hun var tydeligvis dygtig. De andre passagerer lyttede opmærksomt og når hun stillede spørgsmål ud i rummet råbte de i munden på hinanden. Det viste sig at hun havde svaret på alle deres problemer: kiks, velsignet af en meget vigtig præst. Kan kurerer hvad som helst: fra impotens til ondt i knæet. Det var som at se TV-shop live og der var ikke mangel på overtroiske idioter om bord på bussen. De købte med arme og ben. Eftersom bussen var stopfuld, sendte hun blot kiks ned igennem bussen og folk sendte penge den anden vej. Jeg er måske lidt mistænkeligt anlagt men det lignede præcis de kiks man kan købe overalt på gaden i PoP. De købte ofte en håndfuld kiks, spiste én selv og gemte resten; jeg antager at familien også skal have del i dagens bedste indkøb. Men hun havde mere. Creme der også kunne ordne alle problemer. Det var solcreme. En plastflaske med låg. Samt et par andre mærkværdige ting. Så snart hun havde solgt hele lageret stod hun smilende af bussen. I løbet af tidlig aften nåede vi frem til Gonaïves. En måneds tid før vi ankom, var byen ramt af en oversvømmelse/mudderskred. Der var derfor mudder overalt. Enkelte steder kunne vi se asfalt nede under mudderet men for det meste var byen en stor mudderpøl med de sædvanlige faldefærdige huse. Vi kørte med moto til vores ”international hotel”; pga. mudderet en noget usikker tur. Hotellet bestod af små et-værelses huse spredt med et par meters mellemrum. Alle sammen på en høj betonfod (forberedt på oversvømmelse). Hvert hus havde sit eget bad/toilet. Der var ikke lys på bad/toilet; det var ikke i stykker – der var bare ikke indlagt lys. Kun koldt vand. Intet badeforhæng. Toilet virkede ikke. Betongulv/betonvægge over det hele. Man fik udleveret et lille stearinlys og en pakke tændstikker; i tilfælde af strømsvigt. Der var moskitoer så vi bad om at få rummet sprøjtet med insektgift. Vi gik over i Tim’s hytte imens eftersom den insektspray de brugte var ret krads(i øvrigt ikke beregnet på indendørs brug). Da vi kom tilbage lå der 100 døde moskitoer på sengen. I værelset var der et specielt device: en blæser der blæser med variabel hastighed – det forvirrer moskitoerne. Et kvarter efter vi var gået i seng forsvandt strømmen og dermed også det smarte device. Strømmen kom ikke igen. Jeg ved ikke om det var den stærke insektgift de havde brugt men jeg fik det enorm dårligt i løbet af natten og kunne ikke være inden døre. Så jeg gik ud på den lille platform uden foran vores dør og trak frisk luft. Der stod jeg så i et kvarters tid indtil jeg fik det bedre. Så gik jeg ind igen. Det gentog sig et par gange indtil jeg faldt i søvn. Jeg havde masser af tid til at tænke over tingene. Der var i øvrigt kun én seng på værelset. En dobbeltseng ganske vist men Pavel fik heller ikke særligt meget søvn den nat.

3 kommentarer:

Esther sagde ...

Hey du... sikke nogle luksuriøse vilkår du lever under!
-dejligt beskrivende fortællinger du kan... jeg ser det levende for mig! skønt!
forstår du har stillet godt bekendskab med de tre T'er!! Ting Tar' Tid! ja, og så lyder det da lidt som din egen skyld at du fik det så dårligt om natten! -hvis du nu bare havde købt de hellige kiks hun stod der og viftede med...! tsk tsk..
-regner med du har fulgt salsa rytmerne, og nu befinder dig på Cuba! enjoy my friend.. shake it!
Hils David mange gange..

Stort Stort kram

Søs!

Jacob Kristensen sagde ...

Jeg mødes med DD i Guatemala på lørdag, så gir jeg ham et knus fra dig. Kys!

David Kristensen sagde ...

OMG jeg vil sgu også leve af at sælge kiks og solcreme til overpris til overtroiske tåber...

Damn hvor er det sjovt at læse.

Nå håber ikke du blev forgiftet at af din giftimprænerede seng

/DavidK