onsdag den 3. december 2008

Haiti, dag 3

Dagens plan var ret simpel. Tim havde en køletaske med to poser der hver indeholdt nogen flasker. Han skulle tage to vandprøver i et område lige uden for Cité Soleil (et ubebygget område mellem Cité Soleil og Cité Simone). Vi skulle bare køre derned, tage prøverne og sende dem med FedEx til USA. Cité Soleil er det værste slumområde i PoP og kaldes ofte ”det farligste sted på den nordlige halvkugle”. Den ligger i bunden af dalen mens resten PoP ligger op ad bjergsiderne. Når det regner vaskes byens skrald ned gennem gaderne, ned mod Cité Soleil. De bor praktisk talt i en åben kloak. Området er kendt for ekstrem bandekrig, vold, fattigdom, etc. Politi og UN tør ikke køre derind. Vi kørte ned gennem byen. Nu fik vi set PoP i dagslys og det var værre end vi havde troet. Der var skrald overalt. Plastik, plastik, plastik i alle farver og faconer lå i rendesten gennem hele byen. Vi så gader der bogstavelig talt var spæret for gennemkørsel pga. flere meter høje skraldebjerge der fyldte gaden fra den ene ende til den anden. Trafikken var selvfølgelig kaotisk Vi så en del UN biler køre rundt. Ofte bare en hvid jeep med en fyr iført blå kasket men også pansrede køretøjer med soldater iført fuld kampgrej og store våben. UN soldaterne stod også hist og pist bag deres fæstninger lavet af sandsække. Vi kørte ud af den grusvej der ligger langs med muren ind mod Cité Soleil og fandt det sted hvor Tim skulle tage vandprøve. Et lille vandløb med vand der stank af tis og lort. Jeg havde i hvert fald ikke brug for vandprøver for at vide at det var dødsensfarligt at drikke det vand. Vi fyldte flaskerne og udfyldte blanketterne på flaskerne. NU fortalte den lokale ”samarbejdspartner” at i dag godt nok var mandag men det var en eller anden helligdag så FedEx kontoret ville være lukket. Tim ville vist gerne have haft den melding lidt før… Der var ikke så meget at gøre, andet end at køre hen og hente vandprøve to og så finde på noget. Det gjorde vi så; på vejen kom vi forbi hovedindgangen til Cité Soleil, bevogtet af en stor UN kampvogn. Vandprøve to blev taget ved en pumpestation/vanddistributionscenter. Store lastbiler med en stor vandtank bag på kørte ind under nogen haner, blev fyldt op og distribuerede derefter vandet til de dele af byen der ikke har indlagt vand. Vi fik vores vand mens de lokale gloede. Tim fik pakket vandprøverne i en køleboks med is. Vi var nød til at vente til næste dag før vi kunne sende prøverne, hvilket betød endnu en dag i PoP. Vi kørte til et andet hotel hvor Tim kendte ejeren. Vi kunne bo der, noget billigere end Belle Etoille. Hotellets standard var dog også billig men hvad fanden:” It’s just for one night”. Vi tog en tur med tap-tap(det hedder en offentlig bus i Haiti). Efter sigende hedder det sådan fordi man slår et par gange med en mønt når man vil af. Bussen kører når den er fuld. De forstår at fylde en bus op så de sidst ankomne hænger bag på bussen. Dvs. vi måtte side og vente i ca. 20 minutter. De lokale medbringer en utrolige mængder varer som de laster op på bussens tag eller sidder med i bussen hvilket gør turen lidt klemt til gengæld er det billigt. Vi kørte op til en af bjergtoppene omkring byen. Heroppe var temperaturen meget behagelig sammenlignet med den kvælende varme og forurening nede i byen. Der var plads, grønne træer osv. Når man kiggede ned kunne man bogstavelig talt se solen bage ned på byen. Vi kørte ned igen og gik lidt rund i byen indtil det blev mørkt. Om aftenen sad vi på gaden sammen med de lokale og drak øl og hørte radio. Vildt stenet at side på en gade der er helt mørk og drikke øl med folk man egentlig ikke kunne se og heller ikke kunne tale med. På trods af hotellets forsøg på at gøre det umuligt at sove, fik vi faktisk OK søvn den nat.

2 kommentarer:

Michael Kristensen sagde ...

Hvad laver alle de UN soldater i pop? Her afslører jeg måske et gabende hul i min almene viden... Men du må gerne lige give en forklaring, hvis du kan?
- Michael

Jacob Kristensen sagde ...

Der står lidt om det på:
http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations_Stabilization_Mission_in_Haiti
men det er en anelse uddateret. I det store hele ser det ud som om de forsøger at støtte det lokale politi. Der kører også en del UN folk rundt der ikke er soldater; ved ikke rigtigt hvad de laver. Jeg antager de er en slags observatører eller måske de er involveret i noget udviklingshjælp. Det vi fik at vide af vores guide var at "UN is here to keep the peace". Så vidt vi kunne forstå har de moderat success.